Den sidste uges tid er foregået kravlende rundt på knæene omkring cidertræerne i plantagen. Jeg har tjekket status på træernes transportsystem mellem krone og rod.
Desværre er der flere, hvor forbindelsen er totalt kappet, barken skaller af hele vejen omkring stammen på de nederste 30-50 cm, og træet er dødt eller døende.
Det var træer, hvor jeg havde håbet, at de kunne overleve de grimme brandskader, de fik, da vi havde den store brand i vores plantage i den knastørre sommer 2019.
Længe leve vildskuddene
Lige efter branden var det klart at 20 % af træerne var brændt, og måtte erstattes. I år må jeg konstatere at yderligere 15 træer er gået ud, flere af dem er de høje med store kroner, der kunne bære flere hundrede kilo æbler – hvis altså de var levende. Det er bare så surt, eneste lyspunkt er, at der er vokset vildskud op fra de kraftige rødder. Normalt er vildskud en pestilens, men lige nu er der min chance for at genskabe nye cidertræer. Og det er så den anden grund til, at jeg har kravlet rundt omkring de døde og døende træer.
Forsøg som podemester
Jeg har haft min debut som “podemester.” Det vil sige, at jeg har podet kviste fra de levende træer på vildskuddene og håber, at jeg på den måde hurtigere kan få genskabt nye træer, end hvis jeg første skulle fjerne de døde træer og plante nye små træer ud.
I teorien skulle det virke, så podekvisten vokser ud fra vildskuddet og danner et nyt træ, og da vildskuddet kommer fra en stor og kraftig rod, bør jeg hurtigt kunne få et nye og levedygtige træer.
Ikke helt smart
Jeg vil ikke helt kalde mig “podemester”. Efter jeg havde podet de første 10-12 vildskud og stolt ville vise mine billeder fra podearbejdet, slog det mig pludseligt, at der vist var noget med, at man skulle sørge for at, podekvistene IKKE var med blomster skud men med bladskud – og hvad havde jeg podet med: Podekviste med store runde knopper, der jo er blomsterknopper. Der var kun en ting jeg kunne sige til mig selv: Dumpkopf. Derfor måtte jeg ned og pode om for at skifte de fine podekviste med blomsterknopper ud med podekviste med bladknopper. Eneste gode, jeg kan sige om den øvelse, er, at jeg fik mere øvelse og mere af den sunde friske luft.
Reddet af podesaksen
Jeg havde frygtet podearbejdet, da jeg ved, at det kræver omhyggelighed med at få de to snitflader til at passe helt præcist sammen. Lige den form for omhyggelighed og nussearbejde er ikke min stærke side, stor var min begejstring, da jeg på nettet fandt en podesaks, der klipper en positiv/negativ U i podekvist og vildskuddet. Som I kan se på foto’et, skal man kigge godt efter for at se, hvor podekvist og vildskud mødes.
Lige nu er jeg helt overmodig og forventer, at alle podningerne lykkes. De næste uger kommer jeg til at gå og kigge til mine podninger for at tjekke om, der vokser blade frem, og at det er lykkedes at skabe nye træer.