Problemet opstod ved et af de seneste kontrolbesøg, som vi har en del af, da vi driver Snoremark – et lille økologisk landbrug og plantage. Den søde kontrollør pegede hen på vores fem bistader og spurgte om det var vores, hvilket vi replicerede med et, ja.
Vi er nemlig glade og stolte af vores bier. Ikke alene bestøver bierne vores træer i ciderplantagen, men honningen anvender vi i vores mjødbryggeri og til vores sommerarrangementer, hvor man kan komme og klappe vores bier og presse sin egen honning. Så ja, bierne var vores og har en stor betydning i vores arbejde og produktion. Men bierne er ikke økologiske, det kan de ikke være, da vores nabobønder ikke er økologer, og bierne flyver fint et par kilometer for at hente honning. Og det viste sig at være et problem. Fordi vi driver gård og plantage økologisk, må vi ikke eje mere end to bistader!
Den regel havde vi aldrig hørt om, men et opkald til Danmarks Biavlerforening bekræftede, at det var sandt.
Efter gennemlæsning af ”Vejledning til økologisk jordbrugsproduktion, kapitel 29 og 21” fremgår det at man som økolog kun må eje to ikke-økologiske bistader til eget forbrug, men man må til gengæld gerne lade andre (ikke-økologiske) biavlere stille deres bistader på ens jord, og her er ingen begrænsninger i antallet af bistader.
En kringlet vej til lovliggørelse
I modsætning til den honning man høster på de to bistader, man selv må eje som økolog, er det fuldt lovligt at sælge honningen fra de bistader, man ikke selv ejer og som står på ens jord – og man slipper endda for at skulle bøvle med indberetninger til landbrugsstyrelsen.
Man kan selvfølgelig søge dispensation for reglen om de to bistader. Men vi resonerede: At skrive en ansøgning, vente xxx måneder på evt. tilladelse inklusive eventuelle vilkår, dokumentationer ect. Det var meget lettere at forære vores voksne børn hvert et bistade. Som tænkt så gjort. Børnene blev glade, og bistaderne blev med et helt lovlige.
Aftalen er, at så længe bierne står hos os, passer vi bistaderne, mod at vi får den overskydende honning, når børnene har fået til eget forbrug. Og hvis vi magter at have flere bistader, kan vi jo bare forære børnebørnene stader, så vi har løst problemet helt uden administrativt bøvl.
Man kunne selvfølgelig også kaste sig ind et større opgør med reglen, men det agter vi ikke. I stedet har vi oplevet, hvordan det det til vores mjødsmagninger og klap en bi arrangementer fungerer som et underholdende indslag, hvor alle kan mødes i fælles forargelse og forundring, så lad endelig reglen leve. På den måde gør den da nytte.