Sejr i Mead Madness Cup

Fire af Snoremarks mjødvarianter er nu linet op på række med hver deres medaljer fra den internationale konkurrence i mjød – Mead Madness Cup 2024. Polsk mjød har ry for at være honningdryppende søde, derfor har vi på Snoremark været noget tilbageholdende med at deltage i Mead Madness Cup, der er de åbne mesterskaber i mjødbrygning.

Vores stil er i langt højere grad er en klassisk vinstil og alt andet end flydende honning, men med 4 medaljer og top tre placeringer må vi nok sige, at vores forbehold blev gjort til skamme. Vores mjødstil er i høj grad faldet i dommernes smag og levet op til kriterierne for en god mjød på internationalt plan. Mead Madness Cup har de seneste år udviklet sig til også at have kategorier for halvsøde og tørre mjødvarianter. Derfor gav det mening at sende flere af Snoremarks varianter afsted til vurdering. I år sendte vi derfor en stribe afsted: Fire, der er i produktion og en, der er under udvikling. Forleden ankom posten med en pakke medaljer i henholdsvis guld, sølv og bronze – altså medaljer til hver af de mjødvarianter, der er i produktion.

Der var en første pris og guld til Snoremarks hindbær mjød og Luthendrank i hver deres kategori for henholdsvis Medium berry mead og Sweet fruit and spiced mead. Vores kirsebær mjød løb med 2. pladsen i sin kategori, mens Estrid Byrdings mjød fik en 3. plads i kategorien for ”Experimental mead”, dog med en flot score på 89 point ud af 100 mulige. For os er det samtidig en bekræftelse på, at vurderingerne fra de danske mesterskaber i mjød, der afvikles i forbindelse med Mjødens Dag, matcher de internationale dommere. Ved Mjødens Dag 2023 høstede Snoremarks Luthendrank, Kirsebær og Hindbær hver en guldmedalje og var de højest scorende i konkurrencen og sikrede Snoremark pokalen som årets mjødbryggeri.

I Mead Madness Cup var Snoremarks mjødvarianter i konkurrence med knap 350 andre forskellige mjød fra professionelle mjødbryggerier fra hele verden. Her var mjød fra Japan over Singapore til USA og Mexico, de fleste dog fra Polen. Her blev Snoremark med fire medaljer kun overgået af to polske mjødbryggerier.

Indkøbskurv
Scroll to Top