Snoremark vejskilt

Hurra – nu har vi fået vejskilt

Jeg måtte lige tage en ekstra tur rundt i mikro rundkørslen i Gundsølille. Kommunens folk havde været ude og sætte nyt vejskilt op med henvisning til Snoremark Mjødbryggeri.

Det ser super godt ud, og i fremtiden er der let at fortælle, hvordan man finder frem til os.

Vi har fået en masse kommentarer fra folk, vi ikke kender, der nu pludselig har fået øjnene op for, at de i deres lokalområde har et mjødbryggeri og som spørger nysgerrigt ind. Man skal ikke underkende, hvad det betyder at være synlig i landskabet. Helt ærligt, så gør det også noget ved vores selvforståelse, at vi nu har egne skilte – det forpligtiger.

Og nej, skilte får man ikke forærende. Man søger pænt kommunen og skal have godkendt teksten. Så sætter de det op – og sender regningen.

Mjøderi eller vineri…

Vi havde mange overvejelser om teksten på skiltet.

Hvis vil skulle oversætte direkte fra det engelske “meadery”, skulle der stå “mjøderi”, men det smagte underligt i munden. Vi kunne også sige “vineri”, da det er en vinproces, men det ville give en forkert association.

Vi endte med “Mjødbryggeri”, selv om mange knytter ordet bryggeri til ølbrygning, men mjøden blev også til i bryggerset i gamle dage.

Vi valgte altså, at øllet må leve med at dele titlen bryggeri med os, der laver mjød. Måske dukker der skilte op med “Ølbryggeri” i fremtiden, fordi de har behov for at adskille sig fra mjødbryggerne.

Man har jo lov til at drømme.

Indkøbskurv
Scroll to Top