Efter et par corona år lykkedes det endelig at få gennemført den 3. udgave af Mjødens Dag – denne gang i regi af foreningen Dansk Vin.
I år havde jeg stor hjælp af bi-vennerne fra Gammel Roskilde Amts Biavlerforening, der stillede op og hjalp med alt det praktiske i forbindelse med afviklingen af selve dagen.
De første to år holdt vi arrangementet hjemme på Snoremark og lånte lokaler hos naboen Roskilde Lilleskole, men her i 2022 flyttede vi afviklingen af Mjødens Dag til Roskilde, hvor vi lejede lokaler dels hos Vikingeskibsmuseet og dels på Vandrehjemmet, der er nærmeste nabo til Museumsøen.
Jeg kom til at sidde lidt alene med projektet, så annonceringen kom sent i gang og et par af de tilmeldte mjødproducenter meldte afbud lige før selve dagen, men der var så rigeligt med mjød til smagninger blandt os, der præsenterede mjød – over 40 forskellige varianter fordelt på de fem deltagende bryggerier.
Biavlerne havde desuden en flot stand, hvor gæsterne kunne smage hvor forskelligt honning kan smage alt efter, hvor og hvornår det er høstet. På selve dagen blev Danmarks bedste honning også præmieret af Danmarks Biavlerforening
Forud for selve Mjødens Dag havde vi haft et kyndigt dommerpanel til at smage og vurdere de indsendte mjødvarianter. Det blev til en stribe priser og som Flemming Vejsnæs fra Danmarks Biavlerforening sagde i forbindelse med overrækkelsen af diplomerne, så var niveauet blandt deltagerne i konkurrencen højere end han nogensinde før har oplevet.
De indleverede mjød var delt i tre kategorier en for de tørre, en for medium søde og en for de helt søde varianter. Målet med denne opdeling er at fremhæve kvaliteterne ved de mindre søde varianter og gøre publikum opmærksom på at mjød langt fra er lig sukkervand. Ved vurderingen fik dommerpanelet præsenteret de forskellige varianter fra de tørre og til stigende sødmegrader for at sikre at de mere tørre varianter blev vurderet ud fra deres smagskvaliteter og ikke ud fra, hvor søde de var.
Det blev til en stribe diplomer – en enkelt i guld til Tarp Bryggeri og 6 sølvmedaljer, hvor Snoremark mjødbryggeri tog de 4 og så en stribe bronze diplomer. Det lykkedes alle deltagende mjødbryggerier at tage hjem med diplomer.
Som afslutning på dagen holdt de deltagende mjødbryggerier et fælles møde, hvor vi var enige om at gentage arrangementet i 2023 – og alle gav hånd på at deltage i det forberedende arbejde.
Læs mere om arrangementet i 2022, se billederne og meld jer til arrangementet i 2023.