Tæt på bronzealderen
For et år siden stillede Nationalmuseet os en udfordring: “Kan I lave et kopi af nogle fund af mjød fra bronzealderen?”
Selv om det viste sig at de ikke havde råd til at finansiere projektet, var det simpelthen for spændende en udfordring, så det måtte jeg bare kaste mig ud i. Jeg ville brygge bronzemjød.
Hel ærligt, var det en speciel følelsesmæssig oplevelse, da jeg gik ud på marken ved siden af vores gård, for at tage foto af vores bronzemjøden sammen med den flotte stendysse, vi altid kigger hen over herfra gården. At mennesker for mange tusinde år siden levede her og havde markeret livets store begivenheder med mjød, og nu kom jeg retur med en mjød, som de kunne have nydt.
Bronzealdermennesket kom pludselig tæt på og det samme gjorde bevidstheden om, hvor lille et hjul man selv er i den store tidsrejse.
Jeg har løbende været i kontakt med arkæobotaniker Peter Steen Henriksen, der arbejder med noget så eksotisk som plantemakrofossilanalyse. På almindelig dansk vil det sige, at han og hans kolleger sidder med gamle potteskår og analyserer dem for biologiske rester, der kan fortælle noget, om hvad man spiste og drak tilbage i tiden.
I Danmark er der analyseret rester af fire fund fra bronzealderen, hvor der har vist sig at være spor af mjød. Vi får ofte spørgsmålet, om den mjød, vi brygger, er som man gjorde det i vikingetiden. Det ved vi ikke, for de skrev ikke ned, hvad de gjorde. Men med Peter og kollegernes hjælp ved vi nu noget om, hvilken type mjød, man bryggede i bronzealderen. Her viste man nemlig den døde den gestus, at de fik et kar med mjød med på rejsen (vikingerne drak det åbenbart selv).
Den mjød, de døde fik med i graven, er tørret ind til en sort substans, som det i dag er muligt at analysere for pollen og dermed afsløre hvilke typer planter, bierne har høstet honningen fra og hvilke urter, der er indgået i brygningen.
Mande- og kvindemjød
Jeg syntes det er interessant at de fire fund grupperer sig i to meget forskellige opskrifter. I de to mandegrave fra henholdsvis Mors og Bregninge på Sjælland, viser analyserne, at de er gæret på lindehonning, og at man har brugt mjødurt i brygningen.
De to andre grave, hvor man har analyseret sig frem til rester af mjød, er den kendte grav med Egtvedpigen, men på Lolland har man også fundet rester af mjød i en meget rig kvindegrav i Juellinge fra jernalderen. I de to kvindegrave er det en mjød af braggottypen, hvor der indgår malt i brygningen udover honning, porse og tyttebær eller tranebær.
I vores arbejde med at genskabe de arkæologiske fund har vi sat os for at bruge de metoder, som de havde til rådighed i bronzealderen. Jeg tænker, at man dengang som nu, har passet på sin gode gær som vi i dag fodrer vores surdej og ikke bare ladet stå til og lade en tilfældig vildgær udvikle sig. Derfor er honningen og urten blevet kogt, så vildgæren er slået ned.
Jeg har tilsat en gær, der er udviklet på baggrund af en god vildstamme, men ud over gæren, har vi ikke hjulpet gæringen med næringssalt, der er ikke omstukket eller på anden må hjulpet gæringen på vej. Klaring er sket alene ved naturlig kulde.
Smagen er godkendt
Og hvordan smager de så? De er rigtig gode, der er en fin balance mellem sødme, syre og bitterhed. De har ikke haft dårlige smagsløg i bronzealderen.
I Bronzemjøden giver lindehonningens eukalyptus smag og syre en helt særlig smag. Den rundes fint med den blide bitterhed fra mjødurten.
Selvfølgelig er den god til ost, men hos os skal den serveres, når det står på fx. svamperisotto. Egtved mjøden er mere en “tøsedrik”, den har en fin smag af frugt og porsen giver en fornemmelse af lakrids – og så er den selvfølgelig let rosa i farven.
Vi har præsenteret flere folk for de to varianter. De har nikket anerkendende, smagsmæssigt lever de fuldt op til andre gode nutidige mjød. De første flasker af Bronzemjøden er nu på vej ud på markedet, mens Egtvedmjøden først er klar efter nytår. Her havde jeg været lidt for god (på den dårlige måde) med porsen i den første portion, så der skal lige justeres i den næste portion, før den skal tappes på flasker.
Næste mål er kæmpe lerkar
Vores mål er at komme endnu tættere på bronzealderens mjød. De havde hverken ståltanke eller træfade, som de kunne brygge deres mjød på. De må have brygget i lerkar.
Min fornemmelse er, at det ikke nødvendigvis vil gavne smagen at mjøden kan trække smag fra brændte uglaserede lerkar.
Hvis jeg var mjødbrygger i bronzealderen ville jeg behandle overfladen i lerkarrene med bivoks. Et kontroltjek hos den gode forsker Peter Steen Henriksen afslørede, at forskerne netop var blevet opmærksom på, at bronzealdermenneskerne brugte bivoks i deres kar bl.a. er Egtvedpigens træfad behandlet med bivoks.
Jagten er derfor gået ind på lerfad til gæring – og jeg har fundet en italiensk producent. Her håber jeg, at vi via Coop’s crowfounding kan få støtte til indkøb af nogle store uglaserede gæringskar, der er behandlet med bivoks.