Description
Nu har I muligheden for at presse jeres egen honning og besøge de flittige bier.
Vi starter med at kigge til bistaderne, hvor bierne i rasende fart flyer ind og ud af bistadet med nektar. Thomas fortæller om biernes fascinerende liv, fra dronebier, spejderbier, vagtbier, arbejderbier og selvfølgelig om hvordan en fredelig dronning i bistadet kan sikre, at bierne er “håndtamme.”
Efter besøget i bigården låner I en honningpresse og får ca. 500 g honning tavle fra bistaderne, som I selv presser, sier og kommer på glas. Selve presningen af honningen foregår indenfor i bryggeriet i fred for bierne, der ellers godt kunne få den ide, at de vil “stjæle” honningen tilbage til biboet. Besøget afsluttes med bagning af pandekager, som naturligis skal nydes med jeres nypressede honning.
Jeres nypressede honning vil i starten være flydende og langsomt krystallisere, som den honning I typisk kan købe i butikker. Til forskel fra den traditionelle slyngede honning vil I med den pressede honning også få bipollen med, der giver honningen ekstra smag og kvalitet.
Find den dato og tidspunkt, der passer jer i juli måned
Find den dato, der passer jer i august måned.
Pris: 425,- kr. for en hel familie eller gruppe (op til 5 personer) Yderligere personer 50,- kr, der betales på stedet. (max 3 personer ekstra – børn under 1 år gratis).
For at være sikre på, at få en billet, anbefaler vi, at I køber billet før ankomst, da der max er plads til tre hold af gangen. For at reducere smitterisiko bliver hver gruppe placeret ved sit eget bord.
Der kan være mulighed for at presse honning andre dage, send os en mail eller ring 30227761 for at høre om mulighederne.
I prisen indgår: Besøg i bigården, lån af honningpresse, ca 500 g honningtavle, etikette & glas til opbevaring af jeres egen pressede honning, dej til pandekager samt lån af udstyr til at bage pandekagerne.
Efter I har presset jeres honning og bagt pandekager, har I mulighed for at gå tur i æbleplantagen, spotte bivenlige blomster og planter, hilse på fårene og ikke mindst nyde den fantastiske udsigt over landskabet med gravhøje og Roskilde Fjord.
Hvis I er heldige, kan I se vores lokale ørne cirkle majestætisk i luften over jer eller de lokale storke gå på jagt efter mosegrise og frøer, hvis ikke de tager en slapper på gårdens skorsten.
Fredelige hunde er velkomne i snor.
I er velkomne til at nyde medbragt mad ved vores bode i det fri. Vi kan fx. anbefale en picknickkurv fra Grundsmag. Bestil to dage før ankomst, så henter vi, så den står klar til jer. Drikkevarer kan I købe hos os.